Sashiko er meditative japanske broderisting. Fra sit udspring i en reparationsteknik til at lappe og isolere tøj og boligtekstiler har sashiko udviklet sig til en slags japansk folkebroderi, der bliver flittigt brugt til at dekorere beklædning og boligtekstiler. Oprindeligt har man broderet med hvidt tråd på indigofarvet stof, men i dag ses de smukke geometriske mønstre i alle farvesammensætninger.

Sashiko udtales med et næsten stumt 'i', så det lyder som "sa-sj-ko" [saɕ.ko/] med tryk på første stavelse. Navnet betydet “små sting" eller "små stik”, og teknikken sys med forsting, som skaber smukke geometriske mønstre. Der er mange gentagelser i mønstrene, og man kommer til at opleve det som en rolig og meditativ beskæftigelse, når man fordyber sig i arbejdet med stingene.

Der er to hovedgrene inden for sashiko: Moyozashi og Hitomezashi.

Moyozashi - “Enkel sashiko" - er karakteriseret ved både lige og buede linjer og stingene overlapper typisk ikke hinanden.

Hitomezashi - “Et-stings-sashiko” - er karakteriseret ved at stingene ligger i lige linjer. Stingene kan godt krydse hinanden og mødes i samme punkt. 

Sashiko betyder “små sting” - “små stik”, og sys med små forsting, op og ned gennem stoffet. 

Grundlaget for sashiko anses for at være en reparationsteknik, der udspringer fra det nordlige Japan, hvor klimaet ikke var egnet til at dyrke bomuld, og man derfor var afhængig af tekstiler, der kunne leveres fra andre mere frugtbare egne.

I storbyerne i syd opkøbte handelsmænd slidte bomuldsklæder og boligtekstiler, klippede dem op og solgte dem videre. De små strimler og lapper, der her blev til overs, blev sendt ud i landsbyerne i nord, hvor nøjsomme hænder brugte dem til at lappe beklædning og andre tekstiler og dermed forlænge deres levetid.

Lapperne blev påsyet med forsting i lige linjer. Stingene var både dekorative og smukke, og de mange lag af stof gav en isolerende virkning.

Disse små slidte lapper kaldes boro-tekstiler. Boro betyder “tragisk” eller “små, slidte stumper”. Tekstilerne var typisk i forskellige blå nuancer, da der dengang fandtes love, der forbød fattige at gå i farverigt tøj. De samme love forbød også mønstre, der var større end et riskorn, og striber, der var tykkere end halm. Dette kan være oprindelsen til, at sashiko-sømme ligner riskorn.

For nogen (især blandt ældre generationer) kan disse tekstiler være ensbetydende med armod og fattigdom, mens de for andre i dag er fascinerende og smukke kunstværker. 

Boro anses for at være grundlaget for udviklingen af japansk sashiko broderi. Det er en reparationsteknik, hvor små strimler og stofrester anvendes til at lappe og isolere beklædning og boligtekstiler. Lapperne blev påsyet i lag på lag med små forsting i lige linjer.

De små slidte bomuldsstrimler kaldes boro-tekstiler. Boro betyder “tragisk” eller “små, slidte stumper”. Tekstilerne var typisk i forskellige blå nuancer, da der dengang fandtes love, der forbød fattige at gå i farverigt tøj. De samme love forbød også mønstre, der var større end et riskorn, og striber, der var tykkere end halm. Dette kan være oprindelsen til, at sashiko-sømme ligner riskorn.

Moyozashi - “Enkel sashiko" - er en variation af sashiko broderi. Moyozashi er karakteriseret ved både lige og buede linjer og stingene overlapper typisk ikke hinanden. Mønstrene i Moyozashi er ofte inspireret af formerne i den omgivne natur (for eksempel bølger eller græsstrå), af arkitektur eller af buddhistiske symboler.

Moyozashi-mønstre er gode til at quilte lag af stof sammen.

Hitomezashi - “Et-stings-sashiko” - er en variation af sashiko broderi. Hitomezashi sys med forsting og er karakteriseret ved at stingene ligger i lige linjer. Hitomezashi udarejdes som et gitter af lige linjer, hvor sting mødes eller krydser for at lave et mønster. Nogle mønstre har lodrette og vandrette rækker, mens andre har yderligere diagonale rækker.

Man ser ofte hitomezashi-sting anvendt i forbindelse med visible mending. Hitomezashi er meget velegnet til at forstærke beklædning på kraftigt slidte steder såsom knæ, albuer og lår, fordi stingene kan lægge sig fint ind i stoffets vævning.

Kuguri er en japansk to-lags broderiteknik.

Det første lag består af hitomezashi-sting (et stings sashiko) i et grafisk mønster, der gentages over hele fladen. Det kan for eksempel være små kryds på enten lige eller forskudte linjer og rækker. Det andet lag dannes ved at væve en tråd gennem hitomezashi-stingene, så der opstår nye mønstre med smuk tekstur og dybde. Teknikken kan varieres i det uendelige i både farver og mønstre.

Det færdige resultat er et næsten tredimensionelt mønster, der fremstår som vævet eller flettet.