Sashiko betyder “små sting” - “små stik”, og sys med små forsting, op og ned gennem stoffet.
Grundlaget for sashiko anses for at være en reparationsteknik, der udspringer fra det nordlige Japan, hvor klimaet ikke var egnet til at dyrke bomuld, og man derfor var afhængig af tekstiler, der kunne leveres fra andre mere frugtbare egne.
I storbyerne i syd opkøbte handelsmænd slidte bomuldsklæder og boligtekstiler, klippede dem op og solgte dem videre. De små strimler og lapper, der her blev til overs, blev sendt ud i landsbyerne i nord, hvor nøjsomme hænder brugte dem til at lappe beklædning og andre tekstiler og dermed forlænge deres levetid.
Lapperne blev påsyet med forsting i lige linjer. Stingene var både dekorative og smukke, og de mange lag af stof gav en isolerende virkning.
Disse små slidte lapper kaldes boro-tekstiler. Boro betyder “tragisk” eller “små, slidte stumper”. Tekstilerne var typisk i forskellige blå nuancer, da der dengang fandtes love, der forbød fattige at gå i farverigt tøj. De samme love forbød også mønstre, der var større end et riskorn, og striber, der var tykkere end halm. Dette kan være oprindelsen til, at sashiko-sømme ligner riskorn.
For nogen (især blandt ældre generationer) kan disse tekstiler være ensbetydende med armod og fattigdom, mens de for andre i dag er fascinerende og smukke kunstværker.
